Efter El Topo (også vist i kælderen) fra 1970 instruerede Jodorowsky denne film, hvor alle former for religion og mysticisme bliver mixet i et sansebombardement af symbolske billeder i en hjernevridende psykedelisk tour-de-force. Sex, vold, alkymi, krig, religion og søgen efter selvet er de bærende søjler i en surrealistisk udforskning af menneskeheden.

Kort fortalt begynder The Holy Mountain med, at vi følger en kristuslignende mand/tyv, fra han genopstår fra sin egen død i ørkenen, til han når et højt tårn i Mexico City, hvor han møder en mystisk figur kaldet Alkymisten (spillet af Jodorowsky himself). Alkymisten rekrutterer manden til sin egen mission, som involverer at samle flere "tyve" fra hele verden, hvorefter de kan gå i gang med at fortrænge de udødelige guder, der hemmeligt regerer universet.

Forvirret? Hvis du leder efter en udfordrende og unik filmisk oplevelse, som ikke nødvendigvis giver mening første gang du ser den, bliver det ikke meget mere intenst end The Holy Mountain. Der er mening med galskaben.