Torsdag d. 09/05 kl. 20:00 viser vi:

Torso

89min.Af: Sergio Martino1973

Uha, en af de helt grumme italienske giallo-sager. Berømt og berygtet. Og med god grund. Masser af skumle mordsekvenser og nøgne 1970’er babes i lækker lummer fotografering. Der er mange andre end Dario Argento, der lavede giallo-film, men få er sluppet så godt fra det som Sergio Martino i Torso.

I et universitetsmiljø i Italien tynder en blodtørstig morder gevaldigt ud blandt de smukke unge studiner. Han ser ud som den klassiske giallo-morder, og er iført en skummel maske, læderjakke og sorte læderhandsker. Da en gruppe veninder modtager trusler fra morderen, vælger de at tage væk til et ensomt beliggende hus i en fjern landsby. Her vimser de nøgne rundt og hygger sig, men uheldigvis er morderen fulgt efter dem, og alle de bare bryster tænder hans bestialske dræberlyst.

Til at begynde med sidder man og griner lidt af den spekulative cocktail af sex og mord i Torso, men efterhånden griber de grufulde og veludførte mordsekvenser én, og filmen ender med at blive totalt spændende. Klimakset er, hvor Suzy Kendell har skjult sig, mens den maskerede morder er ved at partere ligene af hendes veninder. Pludselig hører han hende, og en sekvens, der er lige så uhyggelig som de bedste ting, Hitchcock og Argento har lavet, udspiller sig for vores øjne. 100 procent GRU! Og soundtracket er også virkelig cool.